KH RELATION

Derefter to vi fat på de to oplæg. Først gav jeg ordet til Elisa Rimpler, der er forperson for BUPL. Elisa fortalte, hvordan hendes arbejde hele livet havde bragt hende omkring. I hendes unge år havde hun både arbejdet på cafeteria og på daginstitution på Fanø. Den gang tog færgen 25 min, så det var lidt længere væk at arbejde selvom hun boede i Esbjerg. Men Elisa mærkede en særlig omsorg for, at hun skulle følge sig godt tilpas. Når der var aftenmøder i daginstitutionen, blev hun på skift sendt med familier hjem og spise aftensmad før mødet. På den måde var der ingen ventetid, og hun blev samtidig introduceret til forældrekredsen. I dag arbejder Elisa i København og pendler mellem Esbjerg og København. Hun har aldrig haft lyst til at flytte bopæl. Dels fordi hendes relationer knytter hende til Esbjerg. Her kan hun være sammen med familie og venner, der har kendt hende altid. Men dels fordi hun kan lide Esbjerg.

Dernæst gav jeg ordet til Kim Mortensen, der er flyttet fra Esbjerg til København, hvor vi sammen har stiftet hjem. Kim indledte med at fortælle, at hvor jeg kunne udpeget hvor hele min familie, skoler og fritidsinteresser havde til huse fra toppen af Valby Bakke, havde det taget tre dage at se hans barndomslande i Vejle, Århus, Esbjerg og hos hans bedsteforældre i hhv. Ranum ved Limfjorden og Hundtofte på Sydfyn. Kim fortalte også, hvordan de var flyttet med farens arbejde, og han derfor ikke havde den tilknytning andre kan have til f.eks. skoleklasser, fodboldhold og lignende. Da han som ung var blevet politisk aktiv i DSU, fandt han sådan en sammenhængskraft på tværs af hele landet. På den måde følte Kim ikke sig knyttet til en bestemt egn men bar lidt af alle steder med sig. Derfor havde det heller ikke været svært for ham at flytte efter job – eller kærlighed.

Udfordringen lokalpolitisk er blot, at mange mennesker har svært ved at flytte. Og derfor bliver det interessant, hvad man kan gøre lokalt for at gøre det lettere for tilflyttere. Det kan være uddannelse, som kan øge mulighederne for, at de uddannede bliver i nærområdet efter endt uddannelse, det kan være attraktive vilkår for børnefamilier, det kan være et innovativt erhvervsliv, der skaber arbejdspladser. Egentlig forhold, som Kim høj og klart erklærede findes i Esbjerg, for selvom Kim måske ikke har sin hjemstavn i Esbjerg, så er der få, der er så stolte af byen og det Esbjerg kan.

Og samtalerne gik lystigt. Vi talte om, at det traditionelt var kvinderne, der ved ægteskab fulgte til mandens familie og bragte sine traditioner med sig til den nye familie. På den måde kunne det tale for, at kvinderne er mere omstillingsparate og forandringsvillige. Vi talte om at kunne spejle sig i andre, skabe rum for samvær, der er imødekommende. Vi talte om, at der på Fanø både er et fællesskab med lange tråde i Fanøs historie men også et stort fællesskab af tilflyttere, der vel og mærke kan have boet rigtig mange år på Fanø. Vi talte også om vigtigheden af at fortælle med stolthed om sin hjemstavn, så andre kan blive inspireret. Her var der enighed om, at folk med hjemstavn i Aalborg, er gode at lære af, for de får altid flettet Aalborg ind i hver anden sætning. Så dermed fik vi alle en opgave – gå ud og fortæl om din hjemstavn.

Pernille Rosenkrantz-Theil fik ordet som første oplægsholder. Som på samme måde født og vokset op i København lagde hun også vægt på værdien af, at familien kan blive sammen, hvis de ønsker det, men Pernille lagde også vægt på, at vi ikke skal bygge, så hele landet kan være bosiddende i København – det kan vi ikke holde til. Så balancen må findes ved både at bruge markedet og regulering. Bosiddende i Brønshøj satte Pernille også ord på utrygheden i et ellers så trygt København. For det er rigtigt, at der er dele af byen, der ikke er trygt at gå i, og hvor bandekriminaliteten er stor. Her kan Øresundsregionen også have en bagside. For dårlige udviklinger på den ene side af Øresund kan let blive overført til den anden side. Senest med de unge svenske drenge, der i november var blevet anholdt for mistanke grov kriminalitet. Derfor er der stadig et stort arbejde med at forebygge og gribe ind for kriminalitet. Derudover er der efterslæb både i ældreplejen og i daginstitutionerne og skolerne. En by som København skal ikke kun være en udstillingsby, men også en by, hvor vi viser at det er fedt at være barn, ung, voksen og gammel i. Men selvom vi som Dan Turèll skal elske hverdagen, skal der også være plads til fest. Og det er måske det, som de store arrangementer i København kan. De kan skabe sammenhold og stolthed også for byens borgere.

Dernæst fik Jan Juul ordet. Jan indledte med, at han var rigtig glad for at deltage i Kammas Saloner – for hvor er det egentligt, vi har rum til åbne samtaler. Som nytiltrådt direktør for Greater Copenhagen indledte Jan med en venlig kommentar til Pernilles bekymring om kriminalitet på tværs af Øresund. Det er en udfordring, men svaret kan ikke være at lukke os om os selv, for værdien af Øresundssamarbejdet er alt for stort. Der er ingen tvivl om, at væksten i dag foregår i metropolregioner. Det hænger naturligt sammen med, at arbejdsudbud og efterspørgsel bedre kan udnyttes i et større geografisk område. Her i Øresundsregionen er arbejdskraftsudbuddet større i Sydsverige når det kommer til servicefaget, mens der her er større efterspørgsel på IT-kompetencer, som vi kan komme i møde på den danske side. Derfor er en af Greater Copenhagens store opgaver at arbejde med de barrierer, som gør det besværligt at bo på den ene side og arbejde på den anden. Jan fortalte om en analyse, der viser, at der er et potentiale for pendlere på 96.000 mennesker, men vi kun i dag ser 20.000, der pendler på tværs. Jan kom også ind på fremtidsbilledet, for kunne vi ikke forestille os, at metroen til Lufthavnen blev forlænget til Malmø, så vi kunne køre fra Kgs. Nytorv til Malmø på 30 min? Så er der kortere til Malmø end til Birkerød.

Med disse spændende oplæg gik samtalerne i gang, og igen den aften kom vi vidt omkring. Boligspørgsmålet og fastholdelse af lav- om mellemindkomstfamilierne fyldte en del ved bordene. Vi talte om, at man tidligere havde brugt tjenesteboliger for at kunne tiltrække f.eks. sygeplejersker til Rigshospitalet – hvorfor kan vi egentligt ikke bruge det igen. F.eks. kunne noget af nybyggeriet være tjenesteboliger for lærere, pædagoger, plejehjemsansatte mv., der arbejder i kommunen, hvor huslejen eller beskatningen kunne sættes attraktivt. Vi var også omkring kriminaliteten. Vi har i en tidligere Salon været omkring Ungdomsskolerne, og den oprindelige tanke bag dem om netop at lade ungdomsskolerne være et alternativ til det kriminelle fællesskab. Hvordan kan vi gøre bl.a. Ungdomsskolerne til et attraktivt værested for mange flere i alderen 10-18 år, så vi kan mindske antallet af sårbare unge, der er lettere at rekruttere til kriminalitet. Vi var også omkring de store events. Om motorløb som på mange måder passer rigtig dårligt med kommunens grønne profil, men som skaber glæde og stolthed for en anden kreds af Københavnere.

Jeg indledte, som altid med rammerne for aftenen, da der både var nye og tidligere deltager, så alle havde samme udgangspunkt. Dernæst fortalte jeg om vores vinkel ind i aftenens emne. I midten af 60érne boede mine forældre i Boston, da min far skrev doktordisputats på Harvard University. Der mødte de Valerie og Phil, og sammen startede de et venskab, som stadig er intakt ny i min generation. Jeg plejer at sige at det er min amerikanske familie. Phil var i 60érne en ledende skikkelse i den republikanske studenterbevægelse og i den sammenhæng også aktivt fortaler for borgerrettighedsbevægelsen, ligesom Valerie efter børnene var blevet store, hjalp immigranter til at blive integreret i deres lokalsamfund. Begge var aktive i borgere og republikaner indtil kort før Obama blev valgt til præsident, hvor de ikke længere kunne se sig, i partiets politik men skiftede side til demokraterne. Som Phil siger – det er ikke mig, der har forladt det republikanske parti, det er partiet, der har forladt mig. Herefter har de været aktive ved både Obamas og ved Hillarys valgkampagner. Kim og jeg besøgte dem i 2016, da Hillary havde valgkamp. Det var en stor oplevelse for mig at se hvordan man i Amerika åbenlyst viste hvem af kandidaterne, man er tilhænger af. Men allerede i 2016 fortalte Phil, at åbenheden denne gang var blevet meget mindre. Der var kommet en lille bekymring og et større skel mellem de to lejre.

Herefter fik Mads Hvidbjerg ordet. Mads er leder af DSU’s internationale udvalg, og advokatfuldmægtig i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH. Mads lagde vægt på, at selvom der efter debatten mellem Trump og Biden kort før sommeren ikke var tvivl om, at Biden var nødt til at blive skiftet ud, skal vi ikke glemme, at Biden efter Mads’ vurdering er en af de bedste præsidenter efter 2. verdenskrig. Biden har fået gennemført mere social ansvarlig politik end tidligere præsidenter. Når det er sagt skaber Kamala Harris et fornyet håb, som Demokraterne i den grad har brug for. Mads underbyggede sit oplæg med en række faktuelle meningsundersøgelser, der samlet viste, at Harris har rigtig godt fat i ungdommen og i kvinder, men at det kniber noget med den hvide middelklassemand.  De viste også, at den splittelse i den amerikanske befolkning, som Phil allerede i 2016 havde set sætte i gang, og som kun er blevet værre gennem årene. Og desværre underbyggede de tal Mads havde fundet frem også, at der i dagens Amerika er en større voldsparathed end tidligere. Dette fik Mads til at rejse endnu et spørgsmål – Hvad der egentlig vil være værst – at Trump vinder eller taber – men tanke på, hvad der skete for 4 år siden.

Efter Mads gav David Trads os sit blik på situationen. David er journalist og forfatter til en række bøder om USA og amerikansk politik. David er lige vendt hjem efter et par uger i USA, hvor han både havde været til vælgermøde hos demokraterne og republikanerne. Med afsæt i en personlig historie – nemlig om Coach Tom – gav David os et indblik i, hvordan en æra med Trumpisme overhovedet kan opstå. Tom var træner for det lokale baseballhold i den lille by Byron Center i Michigan, hvor David boede som ung, da han gik på High School i USA. Tom er almindelig familiefar og gymnasielærer, men også den i hans familiehistorie, der har klaret sig bedst. Og netop dette var kernen i Davids fortælling. At den amerikanske drøm netop er, at hvis dine børn er flittige, gode borgere – ja så vil de opnå et bedre liv end deres forældre. Det havde Tom opnået, mens Toms egne børn havde svært ved at få greb på arbejdsmarkedet, og havde dårligere økonomi trods uddannelse mv. Og netop dette – frustrationen over, at den amerikanske drøm er brudt – gjorde Tom og mænd som Tom til Trumpister

Kammas Saloner er startet fordi vi – min mand Kim Mortensen og jeg – egentligt drømte om at starte en højskole, men da vi både er glade for vores nuværende arbejde og en højskole indebærer mange forandringer, fandt vi i stedet på at lave en form for højskoleaftener i form af samtaleaftner i Kammas Saloner. De holdes i vores stuer på Amager i København og så hedder stuer jo Saloner, og med reference til guldalderens Kamma Rahbek og mit fornavn blev vores højskoleaftener til Kammas Saloner. Vi har nu haft Kammas Saloner i 1 år og i går, var vores 7. Salon. En Samtaleaften kan have mange former. Hos os forløber den sådan, at jeg indleder med at fortælle, hvorfor emnet er valgt. Dernæst er der to oplæg om emnet, som giver inspiration til samtalerne. Så deles deltagerne op i grupper af ca. 4-5 og samtalerne sættes i gang. Samtalerne er rammesat af et sæt dogmeregler, som gerne skal sikre gode, nærværende og ligeværdige. Når der er gået 45-60 min., stoppes samtalerne, og vi hører, hvad der har været talt om rundt om bordene. Aften slutter med, at jeg fortæller, hvad der er de kommende Salon-emner.

I går indledte jeg med at fortælle, at jeg dels havde læst en artikel om, at danskere var mere interesseret i det amerikanske valg en valget til EU, dels var faldet i snak med en journalist, der fortalte mig, at medierne prioriteter flere ressourcer til dækning af det amerikanske valg end til valget til EU. Det gav mig lyst til at sætte EU på vores dagsorden. Dernæst fortalte jeg om min egen rejse i forhold til EU. Fra overbevist modstander til overbevist tilhænger. Og om mine møder med EU-embedsværket som repræsentant for et fagministerium, som var positive og konstruktive, men også om den oplevelse de senere år af, at EU holdes op som et skjold, når der råbes på ændringer i den danske regulering, som der ikke ønskes. Den tendens avler modstand. Endelig fortalte jeg om de oplevelser jeg har haft med EU politikere, herunder med de to kandidater, der var på besøg. Dem kender jeg begge som seriøse, flittige og pligtopfyldende politikere, der sætter sig ind i de sager, de behandler. Det fortjener stor respekt – men spørgsmålet er, om det sælger billetter – altså får borgerne til stemmeurnerne.

Dernæst fik Rune Baastrup ordet. Rune indledte med at fortælle at hans medforfatter faktisk var startet med at skrive bogen sammen med nogen andre, men de andre måtte kaste håndklædet i ringen, for deres arbejde efterlod ikke overskud til at skrive bøger. Selv var han især blevet optaget af klimakrisen og især af, at gøre noget for at forandre, da han for et par år siden var blevet far igen. Når man står med sådan et lille sårbart barn i armene, bliver forpligtelsen til at overdrage en bedre verden så meget større. Derfor havde han også sagt ja til at skrive bogen og hans og Bjarkes hovedformål havde netop været at lave en bog, der kunne starte samtaler om, hvordan vi skaber en forandring.

Jeg lagde derefter ud med at fortælle, at aftens tema faktisk skulle have været noget helt andet. Det skulle have handlet om det ”repræsentative demokrati” og hvorfor, det går så skidt med det. Min tese var, at det var ungdommen, der var alt for optaget af enkeltsager, og slet ikke forstod det smukke i kompromisernes kunst og det at lade sig repræsentere, så de svage stemmer får samme vægt som de stærke. Situationen er imidlertid, at da jeg skulle researche fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke var ungdommen, den er gal med, men derimod min egen generation – generation X – som har været helt utrolig dårlige til at melde os ind i partier, i fagbevægelse, i foreninger mv.

Herefter fik Nadia Gullestrup ordet. Nadia fortalte om, at grøn omstilling for hendes generation ikke kun handlede om fravalg af kød, rejser mv., men i lige så høj grad om at skabe alternativer. Alternative måder at leve på. Det behøvede ikke være enten eller. I det hele taget skulle vi lade være med at putte hinanden i kasser. At spise plantebaseret er et alternativ til at spise kød – for alle. I stedet for at ville komme alle i kasser – vegetar, kødspiser osv. – kan vi alle spise langt mere vegetarisk og så en gang imellem spise kød. Vi kan også alle sammen flyve mindre og finde glæde i andre rejseformer, for så en gang imellem, når det giver mening at sætte os i et fly. Afgørende er, at vi stræber efter et samfund med sammenhængskraft både til naturen, men også geografisk og på tværs af generationer.

Efter Nadia fik Olav Hesseldahl ordet. Olav startede med at slå fast – at demokratiet skal sikre den grønne omstilling. Med andre ord – Demokratikamp er klimakamp. Derfor er det også slående, hvordan vores politiske miljø siden 2. verdenskrig er gået støt ned af bakke. Efter 2. verdenskrig var ca. 20% af den voksne befolkning med i et politiske parti. I dag er vi nede på ca. 3%. Da det er partierne, der vælger, hvem vi stiller på til folketingsvalget, bliver dette et demokratisk problem, for det er med andre ord 3% af befolkningen, der bestemmer, hvem vi andre kan stemme på. Dette er en af bevæggrunden bag ”Det politiske akademi”, som ønsker at understøtte og motivere flere til at stille op til politisk valg. Det, vi kan se er, at det især er mennesker på alder med generation X, der mangler i politik. Når jeg nu ser jer sidde her og bruge en torsdag aften til en politisk samtale, så fortæller det mig, at I alle er engagerede mennesker. Så derfor bliver jeg nysgerrig på, hvor mange af jer, der er med i et politiske parti. Det var 3 ud af 16 – så 5% – en anelse højere end befolkningsgennemsnittet.

Olav stillede derfor to spørgsmål til aftenens deltagere:

Hvorfor er I ikke med i et politisk parti og hvorfor fejrer vi ikke Grundlovs dag?

Dermed havde aftenen 6 spørgsmål:

1. Hvordan kan vi undgå, at klimakampen bliver en generationskonflikt, hvor unge er utilfredse over, at der ikke sker nok, mens nogle ældre synes, at unge går for vidt eller er utaknemmelige?
2. Hvordan sørger vi for, at det bæredygtige liv også er det gode liv? Dvs hvordan gør vi op med, at det gode liv for nogen (måske især generation X) indebærer villa, lange rejser og forbrug med en høj klimapåvirkning?
3. Kan vi lære noget af corona-krisen om vilje til at løfte i flok?
4. Er fokus på teknologiske løsninger blot udtryk for manglende erkendelse af, at en livsændring er nødvendig?
5. Hvorfor er flere ikke med i et politisk parti?
6. Hvorfor fejrer vi ikke Grundlovs dag?

Flere pegede på, at de senere års udvaskning af de ideologiske fløje både var godt og skidt. Godt fordi verden derved netop ikke blev så sort/hvid, men skidt fordi, det så også blev meget vanskeligere at se, hvad det var for en vision, der drev det enkelte politiske parti. Engagement og fællesskab drives i høj grad af visioner, der kan samle, så når de er uklare, falder lysten til at engagere sig.

Der blev også reflekteret over, om der er noget med, at vores generation – generation X – har svært ved at committe sig. Vi vil gerne lidt af det hele – hvad nu, hvis noget andet er bedre eller mere interessant. Derfor er det lettere med enkeltsager.

Der var enighed om, at der er brug for at tænke helt nyt og der var også en vis portion skepsis i forhold til, om generation X overhovedet evner det. Der var vist ingen tvivl om, at vi har brug for de unge til at ruske os, men der var også opbakning til, at vi ikke kan tørre hele ansvaret for nytænkning over på den unge generation.

Den 25. maj var der sæsonafslutning i Kammas Saloner. 4 Saloner har vi holdt – alle med forskelligt indhold og output og alle berigende både på viden, samvær og nærvær. Denne gang var emnet ”Grundlaget for politiske beslutninger”, og det emne trak fuldt hus. Vi lagde ud med en kort præsentation af mine medarrangører og mig selv (Kim Mortensen, direktør Dansk Fjernvarme og gift med mig, og Mette Henriksen, Stadsarkivar Lyngby Taarbæk Kommune, arrangør af Filosofiske Saloner på Frieboeshvile). Dernæst blev denne aftens oplægsholdere præsenteret – Karina Lorentzen Dehnhart, Folketingsmedlem og gruppeformand for SF og Niels Wium Olesen, Historiker og ansat lektor ved Aarhus Universitet, samt forfatter til adskillige bøger om dansk politik historie.

Jeg indledte med at trække en lille sløjfe til den sidste salon om Danmarks unge, hvor ungdomsskoleleder Brian Larsen fortalte om, hvordan ungdomspolitikken i dag stadig står på skuldrene af det udvalgsarbejde, som Hal Koch stod i spidsen for i efterkrigsårene. Danmark var bekymret for ungdommen, og regeringen nedsatte derfor et udvalg, der skabte ungdomspolitikken.

30 år senere stod Danmark i en anden krise – Energikrisen – og ville frigøres af olien – og igen nedsatte regeringen et udvalg – Varmeplanudvalget – som kom med sin første betænkning i 1977 – en betænkning om alternative brændsler, energieffektiviseringsmuligheder og udbredelse af fjernvarme. Betænkningen pegede også på, at den ønskede udvikling krævede ny regulering. Med 2. delbetænkning i 1978, kom der så forlag om regulering, og Varmeforsyningsloven, så så dagens lys i 1979. 3. delbetænkning evaluerede regelarbejdet og havde yderligere fokus på vedvarende energi. Med andre ord, lå der to offentliggjorte betænkninger på bordet, der tog udgangspunkt i de resultater, der politisk var ønsket, før Varmeforsyningsloven blev fremsat. I dag er ca. 2/3 af de bestemmelser, der blev skrevet i 1979 stadig gældende i varmeforsyningsloven. Man formåede altså at skabe en regulering, der er brugbar mere end 40 år efter. Måske fordi, man gjorde et godt forarbejde.

Men hvis forarbejdet er grundigt – gør det så politikerne arbejdsløse? Det mener jeg bestemt ikke, for politik er holdninger. Så politikere har fuld ret til at gå end anden vej en rapporter og anbefalinger siger – fordi de har en politisk holdning. Men deres holdninger bør skabes på et oplyst grundlag.

Dernæst gav jeg ordet til Karina Lorentzen Dehnhart. Karina er Folketingsmedlem og gruppeformand for SF. Karina fortalte, om sin tid i Folketinget. Hvordan hun i de første år bearbejde mange lovforslag, og hvordan det kan være vanskeligt at sætte sig ind i de mange fagområder. At høringssvar er en stor hjælp, men at hun er meget bevidst om de interesser, der er afsender på dem. Karina kom også ind på betydningen af med årene at have fået bygget et godt netværk op også til forskere og sagkyndige, som også kan være behjælpelige – eller hvor deres synspunkter og refleksioner kan hjælpe på dannelse af den politiske holdning. Karina kom ind på det tidspres, der i dag er om lovproceduren. Tidligere har det gennemsnitligt taget ca. 80 dage at behandle et lovforslag – i dag er tallet 40. Karina har på den hårde måde lært, at hun er nødt til at være benhård i prioritering af hendes tid – og det er folketingsarbejdet, der går foran besvarelse af mails og beskeder på sms, Messenger, Tweeter mv. Men det betyder, at der er rigtig mange ubesvarede mails i Karinas indbakke – og det lægger et vedvarende pres. Så en forandring må der til, men ingen og heller ikke Karina har endnu fundet en løsning.

Så tog Niels Wium Olesen over og fortalte om en række af de store politiske aftaler der har været op gennem velfærdstaten fra Kanslergadeforliget, over fælleserklæringen om arbejdsmarkedspensionen og til det nationale kompromis om forsvaret i 2022. Fælles for disse store politiske forhandlinger var… ja var der egentlig nogen fællesnævner. Næppe – Fællesnævneren er nok bare, at det var meget tidsbestemte omstændigheder, der bestemte forligene. – Var krisen hård nok, alternativet til handling – at lade stå til – for afskrækkende?

Så blev der åbnet op for samtaler ved bordene. Niels havde sendt yderligere to spørgsmål ud til kredsen – hvorfor gik folkeskolereformen galt – og hvorfor sker der ikke noget på den grønne omstilling. Og jeg skal love for at snakken gik. Nogen talte om, at vi mangler styring og retning fra politikerne – andre, at de detailstyrer alt for meget. Nogen, at der skal alt for mange analyser til, før nogen tør træffe nogen beslutninger, andre at vi ikke tænker os nok om. Vi talte om 2-kamre system i Folketinget. Et kammer til vurdering af et lovforslags soliditet. Vi talte om SoMe, om at turde vælge profiler fra, men også, at der den vej er en kommunikationskanal, som også er værdifuld. Vi kom vidt omkring, og vi blev vist ikke rigtig færdige.

I sidste uge holdt arrangørteamet så evaluering og drøftede efterårets temaer. Vi taler om temaer som alternativer til en dagsorden om evig vækst, brede i unges valg af uddannelse, det repræsentative demokrati og diversitet – betyder det noget, var blandt emnerne på bordet. Nu tager vi alle til Folkemøde på Bornholm, og lader os yderligere inspirere, og så kan I regne med, at efterårets program bliver offentliggjort, inden vi tager på sommerferie.

Jeg indledte med en kort rammesætning af aftenen og hvorfor, emnet ligger mig på sinde. I den sammenhæng talte jeg om min egen demokratisk dannelse, som i høj grad er præget af min far, der var dybt påvirket af tænkere som Alf Ross og Hal Kock, og som vedvarende udfordrede mig i samtalens kunst. Dette fik nyt perspektiv, da jeg lærte min mand Kim, Brian Larsen og Helle Friis-Mikkelsen at kende, der sammen har en lang fortid i regi af Ungdomsringen. Her lærte jeg, hvordan netop Hal Kock og demokratisk dannelse også i dag er en vigtig grundsten i arbejdet med Danmarks ungdom. Vores ståsted, blev så igen sat i relief, da jeg ugen forinden sammen med Mette Henriksen (Salonernes medarrangør) var på tur til Leipzig, hvor vi bl.a. så, hvordan DDR og Stasi metodisk havde arbejdet på at skole ungdommen. Det fik mig til at reflektere over, hvor grænsen går mellem demokratisk dannelse, ensretning og hjernevask?

Jonas Witt lagde som første oplægsholder ud med at fortælle om at være ung i en lille provinsby uden for Roskilde. Om ungdomsår, hvor det kan være svært at føle sig hjemme både i skolen og derhjemme, og hvor man derfor søger fællesskaber på kanten. I den verden kan både ungdomsklub og ungdomsskole være det fristed, hvor der er nogle rammer, som kan rumme de lidt skæve fællesskaber, men som også kan sikre, at de ikke ryger ud over kanten. Ved at blive mødt og lyttet til uden samtidig at blive påduttet forståelse, styring og fordømmelse kan netop være det, der gør, at øjnene åbnes for muligheder fremfor for begrænsninger. Denne erfaring arbejder Jonas i dag med, når han som udskolingslærer støder på unge, der slår sig på det skolesystem, der er det gængse. Jonas lægger vægt på at sætte nogle – måske lidt bløde rammer – så der er en indhegning, men lader de unge selv sætte ord på udfordringer og løsninger.

Herefter trådte Naja Gosham op og fortalte om, hvordan de arbejder med unge, der af deres skole gennem mange år, er set som forstyrrelser og problembørn. Disse unge kommer med rigtig stor viden om, hvad de er dårlige til – for de har været dårlige til alt det, de har skulle i skolen. Naja og hendes kollegaer har derfor fokus på det, eleverne er gode til, og der kan dukke mange kompetencer op, som var druknet i alle problemerne. Nogle viser sig at være gæve gøglere, andre kan synge, nogle er gode til computere, lave mad og andet. Med denne viden kan de give en anderledes undervisning. Som når forståelsen af det moderne gennembrud i dansk litteratur sker gennem dramatik, eller en bog omsættes til en sang. Vejen til forandring går gennem at give de unge succesoplevelser og anerkendelse. Som hos alle andre giver det motivation til at vokse. Naja satte også ord på den glæde, der opstår, når vejen til et ungt menneskes kompetencer findes, og når der pludselig er en dør, der åbnes til refleksion. At man må se bag ved de til tider grove ord, der bliver sagt og i stedet for at blive provokeret og sætte forbud, gå i dialog. Det kan ske, når der er tillid mellem dem, der taler sammen.

Brian Larsen sluttede af med at binde aftenens oplæg sammen og vende tilbage til Hal Kock, der så samtalen som det afgørende redskab for at skabe et demokrati. Brian fortalte, hvordan de i IshøjUngdom har sat ord på den faglighed, de bedriver, velvidende, at da det omgivende samfund vedvarende ændres, ændres både rammer og vilkår vedvarende for de unge. Ungdomsskolernes faglighed kan derfor aldrig være statisk, men må kunne tilpasse sig den verden, der viser sig. Brian fortalte, at de derfor kaldet det en ”Transformerende Faglighed”.

Grundlæggende bygger fagligheden på 3 lag. At gå i ungdomsskole skal for det første være sjovt – både når det er et fritidstilbud, og når det er skolepligten, der løftes. At have det sjovt er en forudsætning for, at de unge kommer, og derfor skal det at kunne skabe sjov tages alvorligt. For det andet skal medarbejderne stå på samme ungdomspædagogiske faglighed. Denne faglighed tager både afsæt i medarbejdernes viden og erfaringer, men også i en respekt for, at det er de unge selv, der er eksperter på eget ungdomsliv. Ved i de konkrete situationer med de unge at kunne veksle mellem undervisning og aktiviteter, så ny læring vises i fælles aktiviteter, opnår Ishøj Ungdom, at der løbende skabes muligheder for anerkendelse af unge, for unge og med unge. Sidste lag er det transformerende og demokratisk dannende arbejde som opstår, netop fordi de unge inddrages i udviklingen af ungdomsskolearbejdet og ikke kun er brugere. På den måde lærer de unge at sætte ord på ønsker, finde veje til at opnå mål, indgå kompromiser og finde løsninger. Alt sammen kompetencer til at være aktive demokratiske borgere.

På baggrund af de tre oplæg gik vi nu over til samtaler ved bordene, som dernæst blev samlet op i plenum. De tre oplæg gav anledning til mange refleksioner. Vi talte om, at dannelse er kulturelt betinget. En dannet europæer er ikke nødvendigvis dannet i en anden kulturel sammenhæng. Vi talte om unge i by og på landet, og at de ofte er optaget af forskellige emner. At ungdomsskolerne også er en mulighed for at komme i et andet miljø, end det man plejer, og at transport derfor også kan være en udfordring. Vi talte om, at billedet på ”det gode liv” ofte er alt for snævert, så det er vigtigt at få en bredere bane, når der tales om succes i livet. Vi vendte også klimakrisen, som italesættes af mange unge, men som andre unge slet ikke er optaget af. At vi i arbejdet med grøn omstilling og unge, skal være bedre til at adoptere noget af den faglighed, de beskriver i Ishøj Ungdom, så vi møder de unge uden forudgående holdninger. Måske kan en ung, der ikke er interesseret i grøn omstilling, være interesseret i at bygge et insektbo – bare fordi det er sjovt, men undervejs finde ud af, at når der kommer insekter, kommer der fugle, kommer der ræve osv. Med andre ord skal vi alle måske blive bedre til at tale med de unge om, hvad de er gode til som afsæt for de samtaler vi har med de unge.

Stemningen var høj i torsdags, da deltagerne gik hjem efter endnu en velbesøgt aften i Kammas Saloner. Emnet var By og Land, og aften begyndte med oplæg fra Nanna Bondesen Bechsgaard og Kaare Dybvad Bek.

Jeg indledte aftenen med at fortælle, hvor jeg kommer fra. Det gjorde jeg ved at beskrive, hvordan Kim og jeg skulle vise hinanden, hvor vi havde boet, og hvor vores forældre var vokset op. På Kims tur, var vi i Vejle, Århus og Esbjerg – og et smut til Østfyn og Ålborg. Jeg tog Kim op på Frederiksberg Bakke (ved Zoo i København) og derfor kunne jeg udpege, hvor jeg har boet, hvor mine forældre boede og faktisk også oldeforældre. Selvom det er dejligt at være indfødt og have hele sin familie omkring sig, reflekterede jeg også over, at prisen for dette også er, at der er noget andet, man må vælge fra. I København betyder boligomkostningerne f.eks., at det er sværere at arbejde mindre og rejse mere eller få et hus eller en større lejlighed. Så kan man kun bo i København, er der andre valg, man ikke kan træffe. Høj mobilitet giver derfor en frihed, som jeg måske gerne selv, ville have været mere bevidst om tidligere i livet.

Nanna der er vokset op i Esbjerg, har læst statskundskab i Århus og nu bor i København fortalte om både at være glad for at være rundet af jysk beskedenhed, men samtidig at være fascineret af Københavnernes selvtillid, at stereotyper også kan være et værktøj til bedre forståelse og at rummeligheden overfor det skæve, det nye – at være woke – er fedt og giver frihed – men Nanna rejste også spørgsmålet – er rummeligheden måske mindre overfor dem, der ikke er så hurtige til at gribe nye tendenser? Nanna havde også gjort sig nogle overvejelser over de mottoer, byer har valgt. ”Ren kærlighed til København”, siger jo både noget om miljø og varme følelser – men følelserne rækker ikke så langt over bygrænsen. Anderledes med Esbjergs ”Rask må det gå” som nok giver mere entreprenante signaler, mens Århus efter dansen med ”Århus. Danish for Progress” helt har droppet at have et motto, selvom ”Smilets By” – deres helt oprindelige motto nu ikke er så ringe endda.

Kaare lagde ud med at slå fast, at både by og land har fordele og ulemper – måske kernen er, at by og land kan være godt i forskellige livsfaser. Så talte Kaare om fællesskaber. At selvom et homogent fællesskab kan være ekskluderende kan det også give en tryghed og en nærhed for dem, der ser sig som del af fællesskabet. Det kan være svært, selvom man gerne vil rumme hinanden, at skabe fællesskab, hvis der ikke er noget der binder sammen.

Kaare reflekterede også over, at de nære fællesskab i mindre byer bliver presset af stordriftsforhold og vores ønske om at gøre ting mere effektivt. Samtidig kan fastholdelse af faglighed blive udfordret på små arbejdspladser. Så hvordan kan vi blive bedre til at sætte ord og tal på værdien af lokalkendskab og relationer?

Aftenens program var følgende:

• Introduktion til Kammas Saloner og aftenens tema – v/Kamma Eilschou Holm
• Oplæg om unges oplevelser af og forventninger til arbejdslivet – v/Anders Holbæk
• Oplæg om den mentale udvikling hos voksne og betydningen heraf for vores ønsker til arbejdslivet v/Kirsten Hvid-Hansen og Hanne Kierstein
• Samtaler i mindre grupper ved bordene med udgangspunkt i spørgsmål
• Samtale i plenum
• Afrunding af tema og præsentation af næste Salon

Hvert oplæg tog ca. 15 min.

”Be kind” – Alle er kommet for at bidrage, lytte og blive klogere, så tag afsæt i gode hensigter

Sig ”jeg” og ikke ”man” – Det er dine tanker, vi vil høre, og du behøver ikke referere til andre

Vær nysgerrig – Vi skal ikke vinde et synspunkt, vi skal blive klogere på, hvad der gemmer sig bag.

Kirsten Hvid-Hansen og Hanne Kierstein havde aftenen sidste oplæg og gennemgik teorien bag Adult Development. Der er ikke mulighed for powerpoint til oplæg i Salonerne, så Kirsten og Hanne havde tre slides med, som blev delt ud. Slidesene kan downloades her:

Hovedbudskabet bag deres oplæg var, at for en del år siden, troede man, at mennesker var mentalt færdigudviklet når de nåede 20årsalderen. Forskning har imidlertid vist, at mennesker kan udvikle sig mentalt hele livet, men at det er forskelligt i hvilken fase, det enkelte individ stopper. Kendetegnet ved vores tid er, at hvor det typiske tidligere altovervejende var mennesker med en vis livserfaring, der fortsatte med at videreudvikle sig og opnå en åbenhed og reflektionsevne over for andre mennesker og en fleksibilitet overfor struktur og systemer, ser vi nu en betydelig større andel af også yngre mennesker bevæge sig ind i denne fase. Dette udfordrer vores arbejdsliv, da en række funktioner i vores samfund er afhængige af, at mennesker trives i og accepterer en social fastlagt kontekst og et hierarki. Det kan f.eks. være topledere i ministerier, store amerikanske erhvervsvirksomheder, militæret mv.

Kirsten og Hanne præsenterede også kort den bog, Kirsten har skrevet sammen med Agnete Gersing – “Pilen peger på dig” en bog om ledelse, jeg i øvrigt varmt kan anbefale: https://www.gyldendal.dk/produkter/pilen-peger-pa-dig-9788702212440